Om racen

Racens oprindelse

Amerikansk Staffordshire Terriers oprindelse kan spores tilbage til slutningen af 1800 tallet. Udgangspunktet var the working English Bulldog og hunde af terrier typen - formentlig den nu uddøde English White Terrier og Manchester Terrier.
Denne type hund eksisterede som gadekryds, men blev senere specifikt avlet som familiehund, skadedyrsbekæmper og nogle linjer til kampformål. Denne krydsning, som primært var den fattige mands hund, fik benævnelsen 'bull and terrier', 'half and half' og til tider pit dog.
Racens betegnelse afhang af den individuelle hunds brugsformål. Staffordshire Bull Terrier nedstammer herfra.

Rejsen til Amerika
Disse hunde fandt vej til Amerika omkring 1870 i forbindelsen med udvandringen fra England, Irland og Skotland, hvor de fik tilnavnet pit dog, pit bull terrier, senere American bull terrier - og endnu senere yankee terrier.
For at tilpasse racen til de nye behov - som hyrdehund, vogter af husdyr mod ulve, bjørne m.m., bekæmpelse af skadedyr, trækhund og familiehund - blev den avlet større og adskilte sig hermed væsentligt fra fortidens standard.
Det, vi i dag kender som Amerikansk Staffordshire Terrier, nedstammer herfra.

Starten på den racerene Amerikanske Staffordshire Terrier.
I starten af 1920 påbegyndte Wilfred Truman Brandon arbejdet med at få denne gårdhund anerkendt som selvstændig race af den Amerikanske Kennel Club (AKC).
Men først i forbindelse med en artikel i Dog World Magazine i starten af 1930, hvor racens fremragende egenskaber som gård-, vogter- og familiehund blev fremhævet, blev racen taget seriøst.

 Racen blev registreret første gang i 1936.
 

Relation til mennesker

Amerikansk Staffordshire Terrier er en udadvendt og menneskekærlig hund - til tider grænsende til det overvældende. Racen er meget familiepræget og er ikke en udpræget én mands hund. Den har en nærmest utrolig evne til opnå kontakt selv med personer, der ikke er så glade for hunde. Det er yderst sjældent, at en ægte Amerikansk Staffordshire Terrier er involveret i bid på mennesker.

Racen har derudover en fornemmelse og svaghed for børn og er meget tilgivende overfor selv meget hårdhændet behandling. Det er ofte op til forældrene at sætte grænser for børns behandling af hunden, da den sjældent selv siger fra. Dog er det ligesom med andre racer sådan, at hunde ikke er legetøj og ikke bør være sammen med børn uden opsyn.

Mentalitet

Amerikansk Staffordshire Terrier er en aktiv, modig, selvstændig og altid vågen race. Dens mod er legendarisk og ligeså er dens affektion for mennesker. I USA bruges racen til så forskellige formål som redningshunde, fører- og servicehunde og til sporarbejde bl.a. for toldvæsenet. På trods af, at racen også blev og bliver brugt som vagthund, er det ikke sikkert, at alle eksemplarer er lige egnede - grundet deres forkærlighed for alle mennesker. Der er eksempler på, at tæver der lå med hvalpe, er blevet stjålet ud af private hjem med videresalg for øje.

I forbindelse med avl af denne race i Dansk Kennel Klub regi har der i Danmark siden 1991 været krav om mentalbeskrivelse før avlsgodkendelse. Racen har idag en beståelsesprocent på 98 %! Dette er et vidnesbyrd om racens sande temperament og mentalitet, da meget få racer kan mønstre et sådan resultat.

For at få den helt rigtige glæde af en Amerikansk Staffordshire Terrier er det væsentligt, at være bevidst om at den Amerikanske Staffordshire Terrier til stadighed har en terriers selvbevidste og selvstændige væsen og netop derfor er det af stor betydning at være en sikker og bestemt leder for hunden. Derudover er den ret ukompliceret at opdrage og kan med den rette fører og træning opnå flotte resultater i lydighedskonkurrencer


Udskriv denne side